Om at gå i kirke


Hvad er en gudstjeneste -
og hvorfor gå i kirke?
q
Det fortælles om en gammel farmor, at hun hver søndag gik den lange vej til kirke og hjem igen. En dag, da hun kom hjem fra kirke, spurgte hendes barnebarn: "Hvad sagde præsten i dag?" Og farmor svarede: "Det kan jeg ikke huske". Så spurgte barnebarnet videre: "Hvorfor går du så i kirke, når du alligevel ikke kan huske det?" - Og farmor svarede: "Det er for at blive renset. Det er lige som med en kurv, som du kan hælde vand over: vandet bliver ikke i kurven; men det skyller kurven ren. På samme måde er det med 'at gå i kirke'. Jeg bliver på en måde skyllet ren, for Gud slår en streg over alt, hvad jeg har gjort galt. Og jeg får lov til at begynde på en frisk og gå befriet ud af kirken. Med mine synders forladelse og Guds velsignelse".
a
Hvad er en gudstjeneste?

Af og til bliver jeg spurgt om, hvad en gudstjeneste er, og hvorfor vi gør, som vi gør, under gudstjenesten. Ordet 'gudstjeneste' er sat sammen af de to ord: Gud og tjeneste. Og man kan spørge, hvem det er, der tjener hvem? Er det mennesket, der tjener Gud ved at gå i kirke - eller er det Gud, der tjener mennesket under gudstjenesten? - På en måde er det begge dele; men overordnet set - eller først og fremmest er det Gud, der tjener os.
a
Ingen er i centrum

Ved en gudstjeneste eller højmesse er der ingen personer, der er i centrum: derfor har præsten kjole og krave på, for at det ikke skal dreje sig om præstens person og præstation, men om Guds Ord, som forkyndes, og som præsten er bærer af. Og derfor er organisten og koret placeret allerbagest i kirken, fordi det også her gælder, at musikken og salmesangen sker til Guds ære. På samme måde, som også lys og blomster, som kirketjeneren har sørget for, skal være med til at understrege, at vi kommer sammen for at fejre gudstjeneste, for at lytte til Guds Ord - og ikke for selv at komme i fokus.
a
Menighedens salmesang

Allervæsentligst er derfor (næst efter Guds ord) menighedens fællesskab, som det bl.a. kommer til udtryk i den salmesang, som bærer en stor del af gudstjenesten, og som er med til at gøre gudstjenesten levende. Men menigheden er også aktivt lyttende og med i gudstjenesten på den måde, at de bønner, som bedes under gudstjenesten, er fælles bønner, selv om der normalt kun er én, der beder højt.
a
Levende gudstjeneste

Ganske vist er der ansat en præst til at lede gudstjenesten, såvel som der er ansat både en organist og en kirkesanger til at spille og støtte sangen. Men der bliver aldrig en levende gudstjeneste, hvor der ingen menighed er. Vi ansatte kan ikke gøre det alene og skal det heller ikke. For en gudstjeneste må aldrig blive en forestilling eller noget, som nogen 'gør', mens andre kigger på. Derfor er menigheden så nødvendig. Og har man ikke altid lyst til at gå i kirke for sin egen skyld, så skulle man måske overveje at gå der for de andres skyld, for menighedens og den fælles 'oplevelses' skyld. For at ikke andre skal sidde der alene - eller kun ganske få.
a
Gudstjenestens led:

I det følgende vil jeg gennemgå gudstjenestens forskellige led.
a
Indledning:

Det er en gammel skik fra det 7. århundrede, at der ringes med klokken tre gange, før gudstjenesten begynder: Hhv. en hel time og en halv time før - og igen lige op til gudstjenesten. Den sidste ringning afsluttes med bedeslagene. Vores nuværende klokke er fra 1790 og har således ringet folk fra sognet sammen til gudstjeneste gennem 215 år. Gudstjenesten indledes dernæst med et stykke musik, et præludium eller forspil, som organisten har valgt, og som gerne anslår søndagens tema eller forkyndelse. Herefter beder kirkesangeren på menighedens vegne indgangsbønnen, og vi synger den første salme, indgangssalmen, der fx kan være en årstidssalme, en morgensalme eller en salme, der anslår søndagens tema.
a
Ordet:

Den første bibellæsning er (med mindre der er dåb) hentet fra Det gamle Testamente, og den efterfølges af en salme, som kan knytte sig til denne læsning eller til den følgende, som er hentet fra Det nye Testamente, ofte er sidstnævnte en brevtekst (= en epistel). Efter den anden læsning bekender vi sammen troen. Hos os synger vi den apostolske trosbekendelse, som er det korteste udtryk for menighedens tro på den levende Gud. Trosbekendelsen er delt op i tre led eller tre artikler, fordi vi tror på den treenige Gud: en Gud, som vi møder på tre forskellige måder: som vor Far og Skaber, som vor frelser, Jesus Kristus, og som Guds levendegørende Ånd, Helligånden.
Salmen efter trosbekendelsen kan lægge op til evangelie-teksten, som læses fra prædikestolen. Evangelielæsningen indledes med ordene: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus(Mattæus, Lukas eller Johannes), og menigheden svarer syngende: "Gud være lovet for sit glædelige budskab!"

Når evangelie-teksten er læst, følger præstens prædiken, som skal udfolde og relatere evangeliet til vort fælles liv med hinanden - til opbyggelse og trøst.

Efter prædikenen bedes kirkebønnen: en forbøn for mennesker i nød, for dem, som har mistet - og en bøn for kirken eller menighedens fællesskab.

Inden der fra prædikestolen sluttes med Den apostolske Velsignelse bekendtgøres den kommende uges arrangementer. Den apostolske Velsignelse står at læse i 2. Korinterbrev 13,13 og lyder sådan:
"Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle!"
Den efterfølgende salme kan enten knytte sig til prædikenen eller lede over til gudstjenestens næste store led, nadveren. (Dåb og nadver vil jeg skrive om i et følgende nummer af kirkebladet).
a

Afslutning og velsignelse
Efter nadverfejringen bedes der en takkebøn, inden velsignelsen lyses: Velsignelsen, kaldes den aronitiske velsignelse, fordi den stammer fra præsten og levitten Aron, der var bror til Moses. Vi kan læse den i 4. Mosebog, 6,24-26:
"Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!"
Menigheden svarer på velsignelsen ved at synge tre gange "amen!". Amen betyder: "sandelig" - eller "ja, det passer sandelig; sådan er det!"

Inden kirkesangeren beder udgangsbønnen, synges den sidste salme eller udgangssalmen, som skal samle alt det, vi har "hørt og talt og sunget" - under gudstjenesten. Fx i en takkesalme. Efter udgangsbønnen lyder igen, til sidst i gudstjenesten, et stykke musik: et postludium, et efterspil, som samler og understreger den pågældende søndags tekst og tema.
a
I Egeskov Kirke har vi den skik, at vi bliver siddende under postludiet; her kan man sidde med sine egne tanker - i stille andagt og glæde.
Med både det, som er svært og med det Guds Ord, som er til trøst. - Også her er musikken et stærkt formidlende og tolkende element.
a
Susanne Rysgaard

Fredericia Provsti | Haderslev Stift | Vejlby Sogn | Vejlby Kirkevej 55 | 7000 Fredericia.
Egeskov Kirke er Vejkirke og således åben hele året tirsdag - fredag 09.00 til 15.00. I juni til august også lørdag & søndag 11.00 til 17.00.